Født 1979 - Konverterede til Islam i 1999
Hvorfor lige muslim? Skal du så have bomber på maven og udføre en selvmordsaktion i Palæstina? Det ville have været nemmere for mig at acceptere, hvis du havde fortalt at du var blevet homoseksuel! Ja, spørgsmålene var mange og reaktionerne var vidt forskellige, da jeg for over 5 år siden valgte at blive muslim.
Jeg er opvokset i Søborg ca. 10 km udenfor København. Som barn gik jeg i privatskole fra børnehave- til 9. klasse i en skole, med stort set udelukkende danske elever. Første gang jeg mødte muslimer var i min gymnasietid, men det var lidt på afstand, eftersom mit fokus var rettet et andet sted hen. Dette skyldes at jeg dengang levede ifølge min egen lille filosofi, om at tiden i gymnasiet var den tid i ens liv, hvor man havde mulighed for at nyde livet mest muligt, inden man rigtigt etablerede sig med uddannelse, arbejde og familie. Denne lille lommefilosofi blev da også udlevet til det yderste, hvilket der ikke er nogen grund til at gå i detaljer med, da det er tilstrækkeligt for at skildre min tidligere "personlighed". Jeg havde som sagt ikke haft ret meget med muslimer at gøre, så jeg var ret uvidende hvad angår Islam, også fordi at jeg, hverken gennem folkeskolens eller gymnasiets undervisning kunne stifte reelt kendskab til Islam.
I gymnasiet fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg ville flytte hjemmefra, så jeg kunne gøre stort set hvad som helst, uden at nogen skulle fortælle mig, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg fik mig følgelig et kollegieværelse. De første mennesker jeg blev venner med var indvandrere, hvilket jeg ikke havde forventet. Hvad jeg heller ikke havde forventet var, at de på mange måder behandlede mig bedre end mine danske venner gjorde. De var langt mere hensynsfulde og havde ikke travlt med at håne og kritisere andre, for deres egen fornøjelses skyld. Det jeg blev mest overrasket over var deres gavmildhed. De var to unge studerende med deres SU og et beskedent opvaskerjob ved siden af. På trods af det, inviterede de mig tit og ofte på mad og alt hvad der hørte til. Efterhånden som vores venskab udviklede sig, blev jeg mere interesserede i at vide, hvad det var der gjorde, at mine danske venner ikke var på samme måde. De to jeg kendte havde iransk oprindelse og var ikke praktiserende muslimer. Der gik over et år, før nysgerrigheden omkring deres baggrund og kultur begyndte at melde sig. Jeg husker tydeligt den dag, hvor jeg spurgte den ene, om hvad Islam var for noget? Det var chokerende at høre en så tynd og usammenhængende historie om, at Islam var noget med en profet, der hed Muhammed og pilgrimsfærden til Mekka. Jeg har til dags dato ikke hørt en muslim, der vidste så lidt om Islam. Jeg kan huske, hvordan jeg inde i mig selv tænkte, at det kan da ikke være rigtigt at han vidste så lidt om Islam, når de fleste danske børn i folkeskolen ved mere end han gjorde. Det gjorde mig meget irriteret, for nu havde jeg endelig taget mig sammen til at stille et dybt spørgsmål, som jeg dengang opfattede som værende et tabu, og så kunne han ikke engang give mig et svar, hvilket burde være simpelt for ham.
Det skal siges at jeg ved siden af mit liv, som vildfarende fyr med stor interesse for kvinder og diskoteker, havde et fritidsjob som badminton træner. Jeg trænede i et område, hvor der var en tæt koncentration af indvandrere, hvilket resulterede i at jeg så lidt oftere til muslimer. Jeg hørte på et tidspunkt om en ung muslim med pakistansk baggrund, der var mere eller mindre begyndt at forholde sig til Islam. Han havde taget en hel del dyrt mærketøj og brændt det ved en container, udelukkende fordi tøjet var blevet anskaffet en måde, der ikke var tilladt i følge Islam. Grundet min daværende livsstil, hvor modetøj havde en central rolle, skabte dette en forundring fra min side. Det var uforståeligt for mig, at nogen vil gør sådan noget, blot fordi en religion dikterede det. Derfor tænkte jeg, at hvis nogen skulle kunne fortælle mig om Islam, så skulle det være ham.
Jeg var heldig at støde på Suhail, som han hedder, en dag nær min badminton klub. Jeg havde nok regnet med en eller anden præsteligende mand med langt skæg og mærkeligt tøj, men til min store overraskelse, fandt jeg en lille velsoigneret fyr iført træningstøj. Jeg greb chancen og spurgte ham, om han kunne fortælle mig noget om Islam. Det ville han gerne, så vi aftalte at mødes et par dage efter. Vores første rigtige møde var meget spændende og inspirerende, idet han for det første kunne argumentere for sin sag, men til dels også fordi han virkede ret provokerende i sin måde at forklare Islam på. Han sagde bla. til mig, at Islam ikke var en religion, men en komplet levemåde, der også kunne gøre sig gældende idag. Ja fint tænkte jeg, men var Islam ikke bare ikke en god historie, så folk kunne behandle hinanden godt? Han forklarende at Islam var den eneste sande levemåde, der bygger på absolutte beviser. Det opfattede jeg som noget af det meste arrogante jeg nogensinde havde hørt, men på den anden side ville jeg lade ham forklare dette, så jeg selv kunne tage stilling. Jeg havde på daværende tidspunkt til hensigt blot at få tilfredsstillet min nysgerrighed, for derefter at leve videre som jeg altid havde gjort. Men tanken om han kunne have ret, begyndte at melde sig og gjorde mig ivrig for at diskutere videre.
Det udviklede sig hurtigt til en intellektuel kamp, hvor han på den ene side prøvede at overbevise mig om Islam, og jeg på den anden side, prøvede at finde modargumenter og modbeviser, så jeg med god samvittighed kunne komme tilbage til min egen måde at leve på. Det var en måneds intense diskussioner, hvor han sammen med en arabisk ven opklarede Islams sandhed på en måde, der på den ene side var meget simpel, men samtidig også temmelig dyb. Jeg kæmpede til det sidste for at finde fejl og modsætninger i Islam, men til sidst måtte jeg kaste håndklædet i ringen, og indse at jeg intet kunne stille op mod deres argumenter. Min plan var at være ærlig overfor mig selv, så hvis det endte med at de kunne overbevise mig, om at Islam skulle være sand, ville jeg tage den til mig, uanset om jeg kunne lide det eller ej.
Jeg husker at jeg på et tidspunkt følte, at livets puslespil lige pludselig var blevet samlet for næsen af mig, og jeg gik inde i mig selv med tanken om at blive muslim. Jeg sagde det ikke til dem, fordi jeg ikke ville virke som "taberen" i vores diskussioner. Efter nogle meget alvorlige overvejelser blev jeg enig med mig selv om at konvertere til Islam. Men hvis jeg skulle blive muslim, så kunne jeg ikke leve et dobbeltliv, hvor jeg mentalt anerkender Islam men samtidig lever det gamle liv, med kvinder og byture, som jeg hele tiden havde gjort.
Jeg gik og skubbede tanken om at konvertere, fordi jeg ønskede at skyde endnu en bytur af eller få en tatovering, hvilket ikke er tilladt i Islam. Heldigvis kom jeg til fornuft, da jeg mindede mig selv om grunden til, hvorfor jeg ville tage imod Islam. Jeg kom fra tanken, da jeg indså at jeg i grunden kunne blive ved med at udskyde det med diverse undskyldninger, og så ville jeg aldrig blive muslim. Jeg erkendte at Islam var sand, men jeg havde stadigvæk lyst til at beholde nogle af mine gamle værdier - det var som en konstant boksekamp, der foregik inde i mit hovede. Det var næsten uudholdeligt, og jeg var klar over at mit liv ikke kunne fortsætte på den måde.
Dagene op til min konvertering, satte jeg alle diskussionerne i det rette perspektiv, nemlig meningen med min eksistens. Efter at have erkendt Islams sandhed og blevet overbevist om Islams syn på det næste liv, var jeg fokuseret på tanken om døden. Dette gav mig en følelse af magtesløshed i og med, at jeg umuligt kunne vide, hvornår den ville indtræffe.
Jeg kan huske aftenen, hvor jeg valgte at tage imod Islam. Vi havde siddet sammen med en del muslimer, og jeg opdagede en venlighed og barmhjertighed, der gjorde mig opmærksom på, at jeg befandt mig blandt de rigtige mennesker, og denne følelse har jeg haft lige siden.
Jeg valgte samme aften at konvertere til Islam, ikke på grund af deres venlighed, men fordi at jeg befandt mig et sted mellem sandheden og falskheden, og jeg var dermed bevidst om at det var på tide, at træffe den mest afgørende beslutning i mit liv.
Jeg frygtede at den gamle Mazda vi kørte rundt i, ikke ville klare turen hjem. Jeg frygtede at denne aften kunne være min sidste. Jeg kunne ikke bære tanken om at skulle møde den Almægtige Skaber i den tilstand, hvor det eneste jeg kunne sige til mit forsvar var, "O Allah, jeg var overbevist om Islams sandhed, men havde ikke taget imod". Dette var ikke til at bære, derfor sagde jeg til dem, der skulle køre os hjem, at jeg vil være muslim lige her og nu. Det var gået op for mig, at det ikke var nødvendigt at tage i mosken, og møde en gammel mand med langt skæg for at blive muslim, derfor endte jeg med at blive muslim mens vi sad i bilen. Dette blev dog ikke den sidste dag i mit liv, men tværtimod, når jeg kigger i bakspejlet, så føles denne dag, som den første dag, hvor jeg virkelig følte mig i live. Opfattelsen af formålet med dette mægtige univers og mit liv i særdeleshed gav mig en enorm glæde, og 19 års liv i uvidenhed sluttede omsider. Dette var en ubeskrivelig følelse, som er vanskelig at forklare, men uanset hvad, så kan jeg ikke forestille mig, at der i dette liv findes en større glæde end den, når man forstår sandheden og tager imod den.
En ældre muslim sagde engang til mig, at det at blive muslim kræver kun at sige en sætning (trosbekendelsen som er et krav for at blive muslim), men det at leve som muslim kræver, at man ændrer sin levemåde. Denne mand havde sandelig ret, og jeg var ikke bange for at ændre mit liv, da jeg vidste at ændringen kun kunne være til det bedre, eftersom Islam er sand. Derfor var jeg på intet tidspunkt bekymret for, hvordan det ville blive, da jeg var overbevist om at denne Skaber, som havde skabt mig, på ingen måde ville mig noget ondt. Tanken om denne Skaber, som observerer en og beskytter en, fik hele livets puslespil til at falde på plads.
Efter at have taget imod Islam, ville jeg gerne have sagt tak til de brødre, der ofrede deres kostbare tid, for at kunne varetage mig og diskutere Islam med mig, men selv om jeg forsøgte at invitere dem på mad og på anden måde vise min taknemlighed, så forklarede de at det ikke var nødvendigt, da det var deres pligt, og de havde gjort det med glæde.
Senere fandt jeg ud af, at de havde ret, da det ikke var dem jeg skulle vise min taknemlighed overfor, men derimod Den, der havde skabt mig og sørget for at jeg havde mødt Islam gennem dem. Derfor takker jeg idag Allah for at jeg har fået Islam på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg var åben og ikke fyldt med hovmodighed og fordomme, og jeg håber at mange andre i fremtiden vil nå den samme erkendelse.
Slutteligt vil jeg sige, at jeg i min tid før Islam gjorde, hvad jeg kunne for at blive lykkelig igennem den gængse fastlagte opskrift, men selv om at jeg fulgte opskriften nøje, opnåede jeg ikke resultatet. Men efter at have accepteret Islam og praktiseret den, mener jeg selv med oprigtighed, at jeg har opnået den sande lykke i dette liv.
Musa Kronholt