Min tro hjalp mig

Da Inam Abu Laban fandt ud af, at hendes syvende barn var født med downs syndrom, blev hun ramt af en dyb sorg. Inam overvandt sorgen gennem sin muslimske tro og glædes i dag over at datteren Manar er, præcis som hun er.

I Inams lejlighed i Valby summer det af liv. Børn og børnebørn er samlet i stuen, hvor der drikkes kaffe og spises kager. Vi er i Valby, men i hjemmet fornemmer man familiens rødder i Syrien og Palæstina. Væggene i stuen er beklædt med reoler, hvor rækkerne af bøger med gyldne arabiske skrifttegn står tæt. Fra et af børneværelserne lyder en rytmisk dunken af arabiske toner. Det er 13 år gamle Manar, der lytter til den arabiske musik, hun holder så meget af. 


Som enhver anden mor

Da Inam fik at vide, at hendes nyfødte datter Manar var født med downs syndrom, blev hun ramt af en dyb sorg. 

'Jeg havde det som enhver anden mor, man ønsker jo at ens barn skal være perfekt, mere perfekt end en selv. Jeg følte ikke, at der var noget menneske, der kunne hjælpe mig. Uanset hvad de sagde, ville de ikke kunne hjælpe mig. Jeg var så ked af det, jeg græd næsten uafbrudt i 5 dage. Men samtidig vidste jeg, at der måtte være en grund til, at hun var født sådan. Min tro fortæller mig, at alting har en årsag'.I håb om at få svar på det svære spørgsmål om hvorfor netop hendes datter var født med downs syndrom, gav Inam sig til at recitere koranen. 'Det hjalp mig. Det var så smukt, det var som medicin for mig. Der er et vers, der hjalp mig specielt i den første tid. I verset siger Allah, at det er ham, der skaber fosteret i moderens skød, præcis som han ønsker, det skal være. Det hjalp mig til at forstå, at der ikke var noget galt med mig, at det ikke var min skyld', fortæller Inam. 


En prøve fra Allah

Indtil Inam fik Manar, var hun en meget aktiv kvinde. Udover at passe familiens seks børn rejste hun meget, fordybede sig i litteratur og arbejdede som frivillig rådgiver for indvandrerkvinder. 'Vil det alt sammen være slut nu? var en tanke, der fyldte Inam i den første tid efter datterens fødsel.
Jeg tænkte at, nu bliver mit liv et fængsel, al min tid vil gå med at tage vare på hende. Og hvordan vil hendes fremtid se ud, hvordan skal hun klare sig?  Og alle mine aktiviteter? Jeg rådgav mange mennesker i spørgsmål om børn og andre ting, måtte jeg nu opgive det?
Men så gik det op for mig, at det var en prøve fra Allah. Så tænkte jeg, hvorfor er jeg egentlig ked af det, hvis det er det, der skal til for, at jeg kan komme i paradis. Så begyndte jeg at acceptere det, og først da fik jeg fred i sjælen', forklarer Inam. 


Det er godt, at vi alle er forskellige

Den islamske tro fylder meget i Inams liv, men det betyder ikke, at hun har taget sin tro ukritisk til sig. Konfronteret med de politiske uroligheder i hendes barndoms mellemøsten begyndte hun allerede som 15 årig at tænke dybere over muslimernes situation. Hvorfor hun som palæstinenser ikke kunne bo i sit eget land, hvorfor der var uretfærdighed og kaos overalt? I en søgen efter svar på de svære spørgsmål begyndte Inam at fordybe sig i troens hellige skrifter.
Men så fandt jeg ud af, at de ting jeg ikke brød mig om, ikke kommer fra islam. Det er menneskene, der udfører disse handlinger og kalder sig muslimer. Så islam kom til mig gennem hjernen, og først senere blev den en del af mit hjerte. Jeg tror ikke, at jeg havde klaret det med min datter, hvis det ikke havde været for min tro.
Gennem min tro har jeg lært, at det er godt, at vi alle sammen er forskellige. Allah skaber menneskene i alle mulige forskellige nationaliteter, farver og former. Det er en måde at prøve os på, så vi kan teste hinanden. Det betyder, at det er godt, hvis man værner om hinanden, hvis man tager godt vare på et handicappet barn.
Troen har hjulpet mig til ikke blot at acceptere hende, som hun er, men at glædes over, at hun er, som hun er, forklarer Inam. 


Lille velsignelse

Manar har da også kælenavnet lille velsignelse, fordi familien betragter hende som en gave fra Allah. Da mine børn var små, pjattede de tit med Manar og sagde 'det er dig der tager os med til paradis, ikk? og så svarede Manar oh jo, det kan I tro jeg gør' og så grinede vi alle, og var så glade, beretter Inam.
Manar bruger meget tid sammen med sine ældre søskende, der ofte tager hende med på legepladsen eller ud at cykle.
En dag da min søn havde besøg af sin danske kammerat, tog de Manar med på legepladsen. Kammeraten har selv en bror med downs syndrom, men vidste ikke, at Manar også har det. På det tidspunkt var han flov over sin bror, han var i en slags benægtelse. Så han blev meget forbløffet, da min søn sagde til Manar du er den smukkeste mongol i hele verden. Efter den dag begyndte kammeraten også at tage sin bror med ud.
Mine børn er så stolte af deres søster, sådan har vi opdraget dem, foræller Inam. 


Jeg kan bedst lide at klare det selv

Inam fortæller, at Manar altid har været familiens midtpunkt, der har samlet familien med sit glade sind. Det var dog et hårdt slag for Manar, da hendes far døde for et halvt år siden.
Hun trak sig ligesom ind i sig selv, isolerede sig, og ville kun sidde på sit værelse og høre musik. Først for nyligt er hun begyndt at åbne op og blive sig selv igen, fortæller Inam.
Tidligere havde Inam ikke søgt handicaphjælp hos socialcentret.
Jeg kan bedst lide at klare det selv. Det er bedst for hende at være sammen med hendes familie. Men denne gang var det virkelig svært, så jeg søgte hjælp hos socialcentret og i hendes skole, og de har været virkelig gode til at hjælpe. De ordnede det sådan, at nogle af mine voksne børn kunne få lidt løn for at passe Inam et par timer om ugen, så jeg kunne blive aflastet. Og vi fik en tandemcykel, som Manar cykler på sammen med hendes bror.
Først nu er hun ved at få det bedre, ved at blive sig selv igen, fortæller Inam. 


Hun fornemmer det, vi andre ikke ænser

Inam forklarer mig, at Manar, præcis som alle hendes andre børn er noget helt særligt. Godt nok er der mange ting, der er sværere for hende end for familiens andre børn, men der er også noget hun er bedre til end de.
Hun giver os så meget. Hun fornemmer det, vi andre ikke ænser. Hun ser bag tingene. Nogle gang når jeg fortæller en vittighed, og vi alle sammen griner, og kun jeg ved, at jeg i virkeligheden er trist til mode. Så kommer hun og giver mig et knus og aer mig kærligt, som om hun ved det ved at jeg er ked af det indeni. Så tænker jeg, hvordan kan hun fornemme det, hvem lærer hende det?
Tidligere led Inam af tilbagevendende depressioner, der først forsvandt, efter hun fik datteren Manar. Jeg ved ikke hvordan, men efter jeg fik Manar, var det som om mine depressioner forsvandt. Jeg fik en helt anden fred inden i mig selv, end jeg tidligere har haft, siger Inam og smiler til Manar. 


At se det gode, i det man har

I dag er Inam en slags uformel rådgiver for muslimske mødre til børn med handicap.
Jeg har hjulpet mange kvinder. Når nogen får et handicappet barn, ringer de til mig, og jeg rådgiver dem, fortæller dem min historie. Jeg forklarer dem, hvordan min datter er en velsignelse for mig, forklarer Inam.
Livet med et barn med handicap har betydet forandringer, men ikke så drastiske som Inam først havde troet.
Selvfølgelig har det forandret mit liv, hvis jeg ikke havde hende, kunne jeg rejse, hvorhen jeg ville, jeg kunne besøge min familie. Men samtidig ved jeg, at hvis jeg blot stoler på Allah, skal jeg nok finde en løsning. Og der er jo så meget, jeg kan gøre, jeg kan rejse i to uger. Man skal ikke se på livet, som om man skal have alt, man skal forsøge at se det gode i det, man har, siger Inam.

 http://www.sumh.dk/nyhed.asp?side=240